SEO

Har du en berettigelse på Google?

Google er for de fleste mennesker det første trin på vejen til et køb – uanset om der er tale om en ny kaffekande eller en ny forsikring. Derfor har virksomheder i dag et stort fokus på at arbejde med søgemaskineoptimering (SEO). Men der er jo ikke plads til alle på side et i Google. Så måske du er en af dem der ikke kan forstå, hvorfor du ikke har knækket koden endnu.

Der kan være adskillige grunde til, at du efter (mange) års hårdt arbejde med SEO stadig ikke kan komme op på de interessante trafikgivende placeringer. Men måske er der ikke så meget du kan gøre. I hvert fald inden for SEO.

Det er nemlig ikke alle der har en berettigelse på side et af Google. Du mener måske selv, at du har et udmærket produkt, en fornuftig service og en brugervenlig hjemmeside. Men har du noget der er bedre, eller anderledes, end dine konkurrenter? Eller er du bare en lidt mindre udgave af dine konkurrenter, som har brugt mange timer og mange penge på SEO?

I dag er Googles søgemaskinealgoritme så udviklet, at det er enormt svært at manipulere den. De samme teknikker som fungerede for 5-10 år siden, fungerer ikke rigtigt længere. Det er fordi Google ikke længere har brug for, at du fortæller den, hvad dit indhold handler om. Den kan ud fra bl.a. brugeradfærd og dens integrerede AI (kunstig intelligens) vurdere, hvilket indhold på nettet der er relevant for en given søgning. Du behøver nærmest ikke at bruge søgeordet, så længe dit indhold matcher den hensigt der er med søgningen.

Tag et neutralt kig på Google, eller få en person, som tør sige sin mening, til at vurdere om du overhovedet har en berettigelse på side et i Google. Der skal være mindst én betydelig kundegruppe (blandt dem som søger på det pågældende søgeord), som synes, at du har noget der er værdifuldt for dem, og som dine konkurrenter ikke har.

Det kunne være, at du er billigst, at du har et eller flere interessante brands, som andre ikke har, at du har nogle formidable leveringsbetingelser, som andre ikke har, eller at du har et så særpræget et brand, at folk vil vælge dig af den grund.

Hvis du bare er endnu en webshop med de samme mærker som alle andre, til de samme priser og med samme distributionskanaler, så har du ikke nødvendigvis en berettigelse på Google.

Alt afhænger naturligvis af, hvilken branche du er i. Hvis du er inden for online salg af møbler eller tøj og sko, så er konkurrencen så høj fra de store etablerede brands, at du ikke har en chance for at komme på side et med en helt almindelig webshop. Hvis du derimod er inden for en ny og dermed underudviklet branche, så har du muligheden for at være blandt de første, som kan bygge sig stor, inden andre etablerede virksomheder ekspanderer ind i din branche.